10
jul
2016
0

MÅ DU EGENTLIG SIGE NOGET?

Hvem du er i andres øjne, bliver du lynhurtigt i egne øjne. Og måske du faktisk bliver det i andres øjne, som du allerede er i egne øjne.

En påvirkning fra det ydre til det indre, samt fra det indre til det ydre.

POINTEN? –> SOM MENNESKER PÅVIRKES VI !!!

Det er efterhånden længe siden jeg har sagt noget, men i lyset af Mads Holgers selvmord, den hårde offentlige behandling af ham inden, samt de nedslagtende ord Signe Wenneberg har måtte stå model til, efter hendes artikel om ham og hendes ord på den måde vi agerer over for hinanden på. Synes jeg, såvel som dig måske? at det er tid til at sige noget om tonen i den offentlige “debat”

Signe wenneberg & Mads Holger

Jeg synes nemlig vi alle står med et ansvar for den hårde sømpistols-tone der er blevet acceptabel at rette mod andre, i det øjeblik de siger noget. Her taler jeg til dem der tilsviner, dem der liker og dem der stiltiende ser til uden at sige noget dertil. Samt de politikere og andre autoriteter jeg blandt andet mener har været med til at bane vejen og sat det offentlige eksempel for så usympatisk ageren overfor folk med andre meninger, stil og ordbrug end en selv.

Må du skrive noget hvis du staver dårligt? Må du siger noget hvis du “sproger” hjemmelavet? Må du have en mening, hvis du er for ung eller for gammel? Og må du overhovet stikke næsen frem og sige noget, hvis ikke du er klar til at få et ordentligt hak i tuden derpå?

UNDSKYLD MÅ JEG SIGE NOGET?

Blandt vores varme, empati, hjertelighed, rummelighed og ønsket om fællesskab og connection, indeholder vi mennesker også stærke meninger, holdninger, fordomme, frygt og bebrejdelser som vi i et ophedet øjeblik kan komme til at kaste krænkende videre, over på andre. Som en bold formet af mudder vi sigter lige i sylten på en anden, og ofte rammer plet. Lige der hvor den gør mest NAS at modtage. 

Ude i den virkelige verden hvor vi ser folk i øjnene imens vi kommunikerer og interagerer, der når vi heldigvis typisk at stoppe vores impuls til at smide de arrigere reaktioner, baseret på meninger, holdninger, fordomme og bebrejdelser, afsted efter den som provokerende får vækket vreden i os. 

Men på de sociale og øvrige medier er det anderledes. 

Det er så let lige at flyve til tasterne og skrive en ordentlig sviner til et menneske som har stukket hovedet ud og vover at sige noget på et emne, en anden er uenig i. 

Derved bliver denne verden pludselig ufattelig farlig at sige noget i. Når man kan risikere at flere hundredevis pludselig råber om kap med store gloser om hvor snotdum, dårlig og forkert man er, når man har sådan noget på hjertet, som man har sagt. Problemet er at det jo på mange, gør lige så ondt, om du får en sviner smidt i hovedet in real life, som at læse den kastet mod dig i en kommentar på en facebook tråd eller på anden vis sendt som en besked. 

Der er jo en afsender og en modtager. Og den der modtager, MODTAGER den jo. Svineren hvor afsenderen fortæller hvor forkastelige man er, idet at man siger som man gør og iøvrigt måske endda ser ud som man gør, samtidig. 

AV AV AV… 

Vi taler virkelig grimt til hinanden i den offentlige “debat” hvilket jo absolut ikke er så underligt nu vi i årevis har set særligt politikerne sætte det offentlige eksempel på usaglig tilsvining og personlige angreb, når uenighed opstår. 

Deri bliver det pludseligt helt legalt at “slagte” dem vi er uenige med, nu vi konstant ser det på tv og i de øvrige medier. 

En tone jeg ærligtalt er træt af, og tror mange efterhånden er.

For på den anden side af den rasende, kritiske og mudderkastende kommentar sidder en modtager som logisk nok er et helt almindeligt menneske med hjerte, blod, følelser og sit eget selvbillede at deale med. Som måske føler sig enormt ramt, såret, misforstået og angrebet på de ord vedkommende har sagt. Noget vi nu alle må se i øjnene at Mads Holger står som et tydeligt eksempel på i disse dage. Ikke at jeg siger, at det har været hele årsagen til hans ønske om at forlade denne verden, for det ved kun han selv, men når man læser hvor hårdt han selv beskriver at disse “nedslagtninger” har føltes for ham, så har det bestemt haft sin betydning i hans lyst til at være her i livet eller ej. 

Mads Holgers selvmord har sat ufattelig mange tanker igang hos mig. Ligesom det måske har hos dig?

Selvom han selvfølgelig døde alt for tidligt har han stadig potentiale for at være en altafgørende brik i dansk historie og gøre den kæmpe forskel, og måske endda verden til et bedre sted, som han flere steder har beskrevet var hans største ønske..

  • Hvis vi nu alle gider at tage ved lære af de tilsvininger han offentligt har fået igen og igen – som uundgåeligt har været en del af hans store smerte, som tilsidst blev for hård at bære. 
  • Hvis vi begynder at tale pænt til hinanden nu. Og kommentere med respekt.
  • Hvis os der stiltiende tidligere blot har set til på tilsvininger, begynder at sige fra nu.
  • Hvis vi bliver lidt mere tolerante for forskelligheder nu. Og tillader at andre godt må sige noget uden at de skal “nedslagtes” hvis meningen eller måden de siger det på, ikke passer os.. 
  • Hvis vi formår at se det i øjnene nu, og ændre den tilgang vi har til meningsdannelse, offentlig debat og det ufattelige ærgerlige eksempel særligt politikerne hidtil har lagt for dagen på hvordan vi taler til og om hinanden..
JA SÅ HAR HAN I PRINCIPPET LYKKEDES FULDSTÆNDIGT MED HANS LIVSMÅL.

Et mål der på hjerteskærende vis bare først kunne nåes efter hans død.. 

AT GØRE VERDEN BEDRE OG ÆNDRE DEN. 

For hvad kan ikke ske, hvis vi pludselig begynder at høre hinanden? Hvis vi giver plads til også de stemmer som hverken er råbende eller hårde, og som lige nu kvæles før de når ud? Hvad sker der hvis vi lytter til hvad der bliver sagt istedet for blot at sidde klar med et modsvar for at få sit eget igennem? Hvilke vilde ideer, samfundsmæssige ændringer, iværksættende tiltag vil kunne se dagens lys, hvis ikke det var så fandens farligt at sige noget i denne her verden?

Så det her er en opfordring. Et ønske baseret på en kæmpe længsel om en ny tone med respekt, plads og rummelighed. Et forsøg på at ære sådan en som Mads og hans minde ved at tage ved lære og ændre nogle ting nu:

Lad os stoppe den negative, nedslagtende og tilsvinende klang og i stedet hylde folk der har modet til at sige noget. For det er ufattelig modigt sådan som tingene er nu.  Og hvis vi synes det er dumt eller vi er uenige i det der bliver sagt, så i stedet spørge ind til de nuancer vi synes de har glemt, i det de siger. VENLIGT

Så vi er nysgerrige fremfor angribende i vores såkaldte kritiske spørgsmål.

Denne her verden er for rigtig mange af os, vanvittig hård at være i. Det kan være så svært at finde sig selv, finde sin rolle, finde mennesker man matcher og connecter med, sin mening med livet og ikke mindst finde sin stemme. 

Vi ved ALDRIG hvornår modtageren af det vi sender, står på kanten til at synes at livet ikke længere er værd at leve. Vi ved aldrig hvad de privat gennemgår eller hvordan det reelt føles indeni dem, at være til. Og den skrøbelighed vil jeg gerne at vi har med i vores bevidsthed fremover og at vi ærer den, inden vi til tasterne farer og får afløb for hidsigheden indeni og raser den ud, på en der skal modtage den. 

Et gribende eksempel på det her, er senest Signe wennebergs artikel om Mads Holger hvor hendes pointer, som jeg læser det var netop denne. At det kan være hårdt, ensomt og svært at sige noget, fordi masserne der farer til tasterne uden filter og kvaler ofte vil sømpistols-skyde enhver der vover at sige noget andet en mængden. Og hvad blev resultatet? Det blev simplethen at hun blev fuldstændig tilsvinet og forkertgjort på ordene hun havde skrevet, samt anklaget for at hun fik hans død til at handle om hende selv, på hendes personlige klumme. AV. Det synes jeg bare er rigtig rigtig barsk. – Hvortil hun efter at have oplevet så stor kritik, at hun fjernede hendes artikel, og iøvrigt også blev tilsvinet for det, svarede, at netop denne voldsomme kritik og de tilsvinende ord hun efterfølgende i fuld offentlighed modtog, jo var hele hendes pointe med artiklen. At folk behandler meningsdannere enormt hårdt og her var beviset på at hendes ord var sande. For hårdt må man jo i den grad sige at også hun nu blev behandlet. 

DET ER FARLIGT AT SIGE NOGET, SÅ LÆNGE VI TILLADER DEBATTEN & MENINGSKULTUREN AT VÆRE BASERET PÅ SÅ HÅRD OG TILSVINENDE KLANG, SOM VI GØR DET I DAG. 

Hvornår blev det egentlig okay? Var det da samtlige medier mobbede Mads Holger, Joachim B Olsen, Den svenske konge? Da politikkerne råbte mere røv til hinanden end respektfulde kommentarer, ala “jeg hører hvad du siger, men er uenig fordi – og har du iøvrigt tænkt over hvordan vi løser etc..”. Eller var det da journalisterne begyndte at gøre den varme interview-stol rigtig ubehagelig med forudbestemte spørgsmål som kun har til mening at fremstille og udstille personen i stolen, på værst tænkelig vis?

Jeg ved det ikke, men jeg synes det er tid til at vi retter tonen nu, og indbyder respekt, anerkendelse, ros, opbakning og kritiske spørgsmål i saglighed og en ordentlig tone. Både mig, som dig og dem i fjernsynet og på Christiansborg.

For vi har jo allesammen prøvet at blive tilsvinet har vi ikke? Jeg har i hvertfald. – Og det er ikke bare det faktum at det ikke er sjovt, nej det kan give direkte ar – og forårsage at en potentielt historisk vigtigt stemme ikke tør komme ud når den skal, senere hen.  

Effekten ved så hård en tone i den offentlige debat er jo ikke at vi alle bliver bedre til at sige noget. Nej der sker en trynende effekt, hvor kun dem der kan råbe højest og dem der næres af at sende slag ud i “den virtuelle verden”, bliver ved. Og resten bøjer af. Rent samfundsmæssigt har det en fatal og ensidig effekt hvis kun disse stemmer kan ses og høres. Alt i mens dem der stiller andre typer spørgsmål, har andre meninger, har lyst til rolige og respektfulde snakke omkring hvad rører sig i det lokale og internationale, ikke kommer på banen og bliver hørt. Og her går vi selvsagt glip af potentielt guld, da det jo ikke altid er den der råber højest der har fat i den lange ende. 

Jeg synes vi har et samfundsansvar her, og jeg synes vi er kommet gevaldigt på afveje sådan som rigtig mange ting foregår nu. 

LAD OS I MADS HOLGERS BEDSTE ÅND SE I ØJNENE AT VORES AGEREN PÅVIRKER ANDRE. MEGET MERE END VI TROR. OG LAD OS FÅ NOGET RESPEKT PÅ BORDET I MENS FOLK FAKTISK ER I LIVE. OM VI ER ENIGE ELLER EJ, I DET DE SIGER. 

Og lad alle os der blot blidt har set til, ruste os stærke i vilje og lyst til at komme med et modspil nu. Når tilsviningen sker, så bed om kammertonen – og tillad ikke kun kritikken at komme ud, men sig også hvad du finder stærkt og positivt, så ikke kun udyrets indre stemme kommer ud. 

I dag er sociale medier så stærke at vi normale mennesker også er medierne idag. Hvilket giver os en unik og enestående historik evne til at bruge vores stemme og præge verden, som vi aldrig har kunne det før.

Hvis du føler dig træt af negative medier, så er det din opgave at poste positive ting nu. Hvis du også føler den offentlige tone nedbrydende, så er det din opgave at steppe op nu. Hvis du ønsker ændringer så er din stemme vigtig, både fysisk og i stemmebåsen – Både i at heppe, anerkende og rose dem der tør, men også bede om en ordentlig tone der hvor ingen andre gør.

Med respekt for alles forskelligheder, med accept af de fejl vi hver især har begået og med ønsket om en rummelig verden, hvor alle tør sige noget.

Debat er en god ting, for tænk så ensidigt alt ville være hvis alle var enige. Den har vi fanget. Nu er det bare tid til at vi også kræver at der bliver talt ordentligt. For jeg tror ærligt talt at tiden er moden til det nu.

Det var mig der endelig sagde noget. – Tør du?

Kærligst

Sara Torvallbach

PS:

Kære Mads
Må du sidde i himmelbaren og nyde en sjus med de filosofer og nære sjæle som du så godt kunne relatere dig til. Må dine sande venner ære dit minde og ikke mindst beslutning om at fratræde livet før umiddelbar tiltænkt tid. Og må vi andre tage ved lære af det budskab du så tydeligt, afslutningsvis, fik skåret igennem.
– Selv ikke en ydre glat facade er hævet over, at lade sig påvirke indeni, af det der rammer.
TAK FOR AT SLÅ SÅ VÆRDIFULDT ET BUDSKAB, TYDELIGT FAST.

Skriv en kommentar