9
maj
2014
0

MÅSKE DET HELE ER SOM ALICE IN WONDERLAND

Måske den her verden bare er helt forskruet.

Fyldt med kærestepar der går fra hinanden. Fyldt med ensomme mennesker der i desperat søgen efter en tosomhed, en connection eller bare et fyld til tomheden – rister sig selv og sit eget værd i jagten på netop det. Måske vi lever i en tid fyldt med ligegyldighed, overflade, meningskriser og fanatisme. Og måske intet er som det skal være. 

Eller også er det. 

Måske det ikke er mening at tingene skal gi mening. Måske det ik er meningen at alt skal være i balance og være som en rød lige snor, man længe før sine skridt, kan se hvor fører en hen. Måske vi fødes i kaos, for at være i kaos, for at håndtere kaos, for at heale i kaos, for tilsidst at vokse så meget i hele det store kaos, at det ikke længere føles kaotisk. 

Hvem ved.

Måske hver en hjertesorg, hver en brækket tå, hver en krise og hver en dødfødt længsel efter at være en anden, blive noget andet, få noget andet eller gøre noget andet, alt sammen rummer præcis det vi skal bruge. Netop der. Til den rejse, mod den erkendelse, den closure, den begyndelse eller den destination vi nu engang er på vej til. Ud af den helt tilsyneladende meningsløse sti, som vi er på vej ud af. Stien der nogle gange fører ud i krattet, hvor tjørnebuske kan kradse hul i hudens overflade, og andre gange fører forbi de smukkeste gule sennepsmarker, blomsterplantager og fascinerende myrerturer hvor selv det mindste pludseligt viser sig, som værende helt struktureret og med styr på alt. 

Ku man forestille sig

At midt i den selvmedlidenhed, sin følelse af det hårde liv giver en, at netop der findes den længsel, som ud af det er født. Og den længsel er skiltet der giver dig mulighed for at vælge en sidevej til din sti. Jeg ved det ikke, men billedet finder jeg smukt, og jeg forestiller mig at turen er som en Hans og Grethe historie, eller som en Alice i eventyrland fortælling. En historie hvor man selv er hovedpersonen i alle de både spændende, farlige, farverige og mørke hjørner historien byder på. 

Om ik andet, så føles det stort set altid lettere at stå på sin sti og lige vende rundt engang, og se på den vej man er gået indtil videre. Her føles den kun sjældent blind, snørklet og meningsløs. Her ses den som en relativ lige vej som ikke ku ha ført andre steder hen, end netop til det sted man står nu og kigger tilbage. 

Så måske stien handler om at gå der i blinde. Med først en følelse af ingen tillid at have, for så jo længere tid på stien vi færdes, at forstå at tillid er den eneste garanti der er. Tillid til at stien nok skal fortsætte. Til at længslerne giver de sideveje vi skal bruge. Til at der efter enhver tjørnehæk kommer en blomsterplantage, og til at stien fører hen til den slutning på fortællingen, som har gjort hele historien værd at høre. 

Det er den tillid stien byder på. Og ligegyldigt om du forstår det her eller ej – så forbliver det, det samme. Gætter jeg på. Og midt i den meningsløshed findes meningen.

Kærligst

PS: Her kan du se mit engelske interview med emnet: “Reflections on the spiritual path and her way out of stress” 

Jeg interviewes af norske Jannecke fra youtube kanalen Wisdom From North

Klik på billedet for at se interviewet:

Interview - wisdom from north

Skriv en kommentar