8
dec
2016
0

MIN MORGEN ER HELLIG FOR MIG

Noget af det værste jeg ved er hvis folk gerne vil skrive med mig om morgenen, når jeg lige er vågnet.

Eller hvis de overfriske morgentyper overrumpler mig med hviin, høje lyde, hektisk snurrende juuhuu energi og gerne vil snakke om løst og fast alt imens jeg stadig befinder mig i kosmos og knap har fået øjne.

Jeg er mega sensitiv om morgenen. Og introvert ! På en måde kan man sige, at jeg stadig er mere inde i mig selv end udenfor mig selv, og ligegyldigt hvor strengt det lyder, så føles det for mig som om at alle der indtræder i mit felt om morgenen, før jeg er ordentligt kommet til mig selv, er en stor forstyrrelse, lige der, for hvad der føles godt for mig. 

Jeg skal have lov til lige at ligge og chille lidt inden jeg rejser mig. Mærke mig selv. Have en stille morgen, uden lyd og larm, kun naturens musik eller noget roligt og opløftende musik, som jeg selv vælger at sætte på. Og så skal jeg gerne skrive. Få mine ord ud af mig. De er på en måde tættest på mig og mest rene og leveret direkte fra mit dybeste indre, før verden har mødt mig og skabt sit mærke i mit filter.  

Årene inden mit stressknæk husker jeg tydeligt.

Jeg var så ung kan jeg se i dag. En betegnelse, der ikke har så meget at gøre med den faktiske alder jeg havde, men mere en masse at gøre med det begrænsede kendskab jeg havde til mig selv.

Min energi og mit fokus var igennem mine teenageår, og starten af tyverne gået mere på at passe ind, leve op til det jeg kunne se samfundet betegnede som en succes og på denne måde “Blive til nogen der var noget” om ikke andet i min egen optik. 

Jeg havde i jagten forsømt at lære mig selv at kende. Jeg var udeblevet fra alle hjørnerne og de kringlede kroge i mit eget kammer. Jeg kendte kun overfladerne mit øje let kunne se. Og dem behandlede jeg mere hårdt end nænsomt og ærefuldt.

Når livet skal give os dybde.

Sådan rigtig dybde. Så skal vi ned og ligge i sådan en grad at vi kan mærke alle kanter, hjørner og kroge vi har for en stund. Om ikke andet, så alle dem vi er klar til. Også dem vi har løbet så ihærdigt for at distrahere os fra. Det er noget jeg altid minder mine stress klienter i No Stress Akademiet om i dag. Når verden ramler og vi ligger dernede på gulvet af vores kammer, er det et rigtigt intelligent kort der er spillet oppefra, indefra, nedefra eller hvor end du betegner det større perspektiv i dit liv at komme fra. Du skal nemlig ikke bare lige kunne komme op igen. Du skal lære. Og jo mere du lærer om dig selv, lærer du om andre, livet og hele sammenhængen mellem os. Alt er connected om vi vil det eller ej, og vi er langt mere ens end vi tror. 

Inden mit stressknæk ærede jeg aldrig mig selv for mit behov for rolige morgener med fordybelse, alenetid og nydelse. Ja faktisk vidste jeg ikke at det var det mit behov higede efter. Det hjørne var jeg ikke gået ind i. Jeg kunne bare mærke at hver morgen føltes dårlig og ufatteligt slidsom at skulle igennem. Jeg væltede altid ud af sengen, snoozede til sidste sekund og ræsede ud i verden og ind på bankkontoret, hvor jeg ofte kom 5 -10 minutter for sent, og sad der og tænkte “åh det var en hård start” mens jeg forsøgte at få min puls tilbage til hvilepuls igen, hvilket over tid blev mere og mere svært.

Mens jeg sidder her i skrivende morgenstund

Med min økologiske smoothie bowl, der giver en smagseksplosion som en drøm i min mund og fylder mig med nærende superfoods fra start, kigger jeg ud over de solramte grønne rismarker, der næsten er så selvlysende grønne, at jeg hver morgen tænker at det minder mere om en avatar film end real life. En farve jeg aldrig har set i naturen i Danmark. Er det overhovedet muligt, at en farve kan være så vital, rig og grøn tænker jeg tit. 

Smoothie Bowl

Jeg sidder her i mit paradis, mit hjertes hjem i Ubud på Bali. Og jeg hylder mig selv for mit mod til mine navigeringer i gennem livet. Der for hver gang jeg foretager dem, små som store, fører mig tættere og tættere på min sti, hen til den det skulle vise sig at jeg i virkeligheden er, der hvor hjørner, kroge og kanter ikke bare er kendt, med respekteret og på smukkeste vis anvendt.

Når vi ikke selv er klar til vores egne navigeringer har vi normalt set en tendens til at diskvalificere andres navigeringer som værende lette for dem at lave, pga antagede dit og dat. Men tro mig, navigeringer er meget sjældent belejligede, lette og komfortable for nogen.. De kræver et kæmpe mod og en god portion energi. 

Alle vil udvikling ingen vil forandring som Kirkegaard sagde, og det er så ufatteligt spot on og rigtigt. Lige indtil skridtet er taget og vi der kan mærke saften, kraften og den fornyede livsenergi. 

OG lige der har vi mødt et nyt hjørne i os selv, og vi ved det var det rigtige og alle besværlighederne værd. AT NAVIGERE, DER HVOR FØLELSES GPS’EN SIGER OFFROAD FORDI DET FØLES DÅRLIGT.

Jeg ønsker for dig, at du starter din morgen helt som du bedst kan lide den, ud fra de rammer der er mulige for dig. Og at du udfordrer den dør der måtte opstå, hvor der står umulig på, og kringler lidt så det måske alligevel kan blive lidt muligt at starte din dag som du ønsker. Hvis ikke hver dag, så rigtig ofte. 

Det gør en verden til forskel!

Skriver jeg, alt i mens jeg smiler, tager endnu et kig på denne fantastiske udsigt og vil lade mit hjertes hjem Bali, være eksemplet derpå. 

BOGSTAVELIGT EN VERDEN TIL FORSKEL.

Kærligst

Sara Torvallbach

Ps: Du er meget velkommen til at følge lidt med i min hverdag og valg af livsstil på Instagram, hvor jeg dagligt deler live-moments på Insta story fra min hverdag på Bali og ugentligt opdaterer billeder på min profil, for at motivere og inspirere dig til et liv levet en lille smule mere i tråd med DIG OG DEN DU I SANDHED ER

Instagram Sara Torvallbach

Skriv en kommentar